Regionshospitalet Randers har vundet tre førstepladser i Dagens Medicins årlige kåring og er hoppet tre trin op ad ranglisten.

Hvis man er så uheldig at brække hoften, er man rigtig godt stillet, hvis man bliver indlagt og opereret på Regionshospitalet Randers. Det samme gælder, hvis man skal have et nyt knæ.

Ortopædkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet er nemlig det bedste behandlingssted i Danmark, når det gælder hoftebrud og nye knæ. Det har nyhedsavisen Dagens Medicin netop slået fast i sin årlige kåring af landets bedste behandlingssteder.

Dagens Medicin kårer vinderne på baggrund af en vurdering, hvor der lægges størst vægt på behandlingskvaliteten, men også en bedømmelse af hospitalernes omdømme blandt sundhedspersonale og patienternes tilfredshed tæller med i undersøgelsen.

Tæt samarbejde med kommunerne
- Vi er utroligt glade og stolte over, at vi er landets bedste til de to behandlinger, siger ledende overlæge Jacob Stouby Mortensen, Ortopædkirurgisk Afdeling.
- Grunden til at vi er i top f.eks. på hoftebrud er, at vi har arbejdet målrettet med forløbene i et tæt og godt samarbejde med kommunerne her i området. Det helt afgørende er, at patienterne kommer hurtigt på højkant og hjem i de vante omgivelser, siger han.
Der er dokumentation for, at resultatet af en hofteoperation er meget afhængigt af, at man kommer hurtigt ud af sengen.

Ortopædkirurgisk Afdeling blev i sidste måned kåret som landets bedste uddannelsessted for yngre ortopædkirurger.

Bedst i Region Midtjylland
I Dagens Medicins sammenligning af landets mellemstore hospitaler er Regionshospitalet Randers hoppet op på en femteplads og lander dermed som det bedst placerede i Region Midtjylland. Det er tre pladser frem i forhold til sidste år.

-  Vi er stolte af hospitalets fremgang og over at være i toppen blandt sammenlignelige hospitaler, siger lægefaglig direktør, Lone Winther Jensen.

- Jeg er især meget glad for at se, at vi scorer højt på det vigtigste parameter, nemlig behandlingskvaliteten, siger hun.

Delt 1.-plads
Patologisk Institut på Regionshospitalet Randers ligger helt i top i Danmark, når det gælder diagnosticering af modermærkekræft.
I Dagens Medicins rating af landets bedste hospitaler ligger Patologisk Institut på en delt 1. plads med en score på 100. Ratingen er baseret på tal for behandlingskvalitet indberettet til Dansk Melanom Database.

- Vi har specielt vores hudpatologer at takke for det flotte resultat, siger ledende overlæge Hans Svanholm. De er simpelthen suveræne, og det er dejligt at vide, at arbejdet ikke kan gøres bedre.

Fejrer sammen med Aarhus
Selvom Aarhus Universitetshospital indtager en førsteplads, når det gælder tarmkirurgi, har Regionshospitalet Randers også grund til at kippe med flaget. De to hospitaler driver nemlig en fælles tarmkræftenhed, og den flotte placering dækker dermed begge hospitalers behandlingskvalitet på området.

Se alle resultaterne på www.dagensmedicin.dk

Fakta om Regionshospitalet Randers:

  • Akuthospital for borgerne i Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs kommuner
  • Danmarks største screeningshospital for tarmkræft, livmoderhalskræft og brystkræft
  • 36.000 indlæggelser/år
  • 155.000 ambulante besøg/år
  • 22.000 skadestuebesøg/år
  • 240 senge
  • 1800 ansatte
  • Serverer Danmarks mest økologiske hospitals- og kantinemad

 

Nyhed 12-12-2014