Ortopædkirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Randers har i 2014 oplevet en ekstraordinær stigning i antallet af hofteoperationer.

Stigningen skyldes primært, at praktiserende læger i højere grad henviser deres patienter til kirurgerne på regionshospitalet.

I forhold til 2013 har 22% flere patienter ønsket at blive hofteopereret i Randers, og det betyder, at afdelingen i 2014 giver knap 300 patienter ny hofte.

- Vi kan se, at der er større kendskab til afdelingens gode resultater både i befolkningen og blandt de praktiserende læger, siger overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling Peter Revald.

Afdelingens resultater ligger blandt de bedste i landet, og de er betydeligt over landsgennemsnittet.

- Udover resultaterne spiller også vores nye koncept ind, når patienterne vælger Randers, siger Peter Revald. Patienterne har reageret meget positivt på, at de nu selv har indflydelse på en stor del af deres forløb.

I begyndelsen af 2014 introducerede Regionshospitalet Randers et hofteforløb, hvor patienterne under indlæggelsen løbende vurderer på en skala fra 0 til 10, hvor stærke smerter, de har. De får ikke længere stærk smertestillende medicin som standard, og det har betydet, at patienterne er mindre omtågede og har mindre kvalme efter operationen.
Samtidig er det en del af det nye koncept, at patienterne i højere grad selv tager ansvar for deres genoptræning og selv afgør, hvornår de er klar til at genoptage hverdagen med arbejde, sport, bilkørsel, sex etc.

- Vi kan høre, at mund-til-mund-metoden spreder det budskab, at det er godt at få en ny hofte i Randers. Det giver ekstra travlhed, men ikke mere end at vi kan håndtere den, siger overlæge Peter Revald.

Den nye metode betyder, at en patient, som får ny hofte, ofte kan udskrives efter mindre end to døgn. Den gennemsnitlige indlæggelsestid er nu 1,6 døgn, mens den var tre døgn i 2012.

Både danske og udenlandske undersøgelser viser, at jo før patienterne kommer ud af sengen, jo færre komplikationer opstår der.

 

Nyhed 07-11-2014