På Regionshospitalet Randers lærer personalet at sige ”Hvad nu hvis…”. Et innovationsprojekt har fokus på undervisning i at gå nye veje.

De første 12 innovationsagenter er nu uddannet, og de næste 12 er på vej.I samarbejde med VIA University Randers har hospitalets innovationsenhed sammensat en kompetencegivende diplomuddannelse, hvor medarbejdere med minimum en bacheloruddannelse bag sig bliver agenter i nytænkning i deres egne afdeling og på tværs af hospitalet.

Det handler om at hoppe ud af det kendte hjulspor, at kvitte den første den bedste tanke og få en ny idé. 

Opgør med vi-plejer-kultur
- jeg forventer, at projektet er med til at lægge frøene til en ændret innovationskultur på hospitalet, siger innovationsmedarbejder Marie Louise Ladefoged.

- Sundhedsvæsenet er hele tiden i forandring, og vi skal forny vores måde at arbejde på, så det er til størst mulig gavn for patienterne.

Et af uddannelsens væsentlige elementer er, at personalet lærer at gå på opdagelse. I stedet for at rykke direkte fra tanke til handling, hopper man ud af osteklokken, kigger ud i verden og lader sig inspirere af andre arbejdspladser. Og ud fra devisen, at det er en dyd at bygge videre på andres erfaringer, går man i gang med at afprøve ideerne for at se, om de kan bære.

- Måske kan en operationsgang have gavn af at kigge på arbejdsgangene ved et racerløb, fortæller Marie Louise Ladefoged. Hvordan organiserer folkene i pitten de hurtige skift – og kan vi lære af dem, hvordan man laver effektive og sikre skift fra én operation til den næste.  

Innovationsagenterne er fire dage på skolebænken i VIA-regi. Undervejs formulerer de med udgangspunkt i deres egen dagligdag en problemstilling, som trænger til at blive gennemarbejdet og betragtet gennem nye briller. Efter research udenfor hospitalets mure og workshops i egen afdeling gennemføres såkaldte prøvehandlinger, d.v.s. forsøg, som skal vise, om de nye ideer holder vand. Eneste betingelse er, at der naturligvis ikke laves forsøg med patienternes behandling og sikkerhed. Derudover er der grønt lys til at lade fantasien råde.

- Det er enormt svært at lære at køre i venstre side, når man hele sit liv har været vant til at køre i højre, siger hun. Så det gælder om at vende tingene på hovedet og lave benspænd for sig selv og kollegerne. Altså at skubbe sig selv og hinanden ud af vanetænkningen.

Det er planen, at innovationsprojektet over årene skal udbredes til alle hjørner af hospitalet med et konstant fokus på, at personalet skal lære at undre sig til gavn for patienterne. Fælles for alle innovationsprojekter på hospitalet er, at personalet med patienten i centrum skaber de bedste sammenhængende forløb i høj kvalitet.

 

Nyhed 17-11-2014