Regionsrådsformand Bent Hansen tog mandag det første spadestik til byggeriet af den nye akutmodtagelse på Regionshospitalet Randers. En af de største udvidelser af hospitalet i mange år.

Regionsrådsformand Bent Hansen tog mandag det første spadestik til byggeriet af den nye akutmodtagelse på Regionshospitalet Randers. En af de største udvidelser af hospitalet i mange år.



Høj sol og blå himmel skabte en flot ramme for det første spadestik til byggeriet af den nye akutmodtagelse. Bent Hansen nøjedes dog ikke kun med et spadestik, men sprang resolut op i gravemaskinen, der holdt klar til at overtage gravearbejdet. Under kyndig vejledning gravede han de første par hundrede kilo jord op fra parkeringspladsen foran hospitalet. 

Byggeriet af akutmodtagelsen er opdelt i tre faser og vil, når det står færdigt, udvide hospitalet med 10.000 m2.

- Der er tale om den mest markante udvidelse af hospitalet i de sidste mange år, og det er en milepæl i hospitalets historie, vi står overfor, forklarer cheflæge Lone Winther Jensen.

- Med de nye bygninger får vi bedre mulighed for at organisere modtagelsen og behandlingen, så der bliver færre overgange og mere sammenhængende patientforløb, siger cheflægen.


Fra højre ses regionsrådsformand Bent Hansen (S), borgmester i Randers Henning Jensen Nyhuus (S), næstformand i regionsrådet Bente Nilsen (SF), regionsrådsmedlem Jørgen Winther (V), cheflæge Lone Winther Jensen og hospitalsdirektør Thomas Pazyj.

Den første fase, som håndværkerne nu går i gang med, skal efter planen allerede om to år modtage de første akutte kirurgiske og medicinske patienter. Indtil anden fase af byggeriet er gennemført, forbliver skadestuen og traumemodtagelsen dog i hospitalets hidtidige rammer.

Gratis hotdogs
Mange medarbejdere nød det gode vejr og spiste en gratis hotdog fra pølsevognen, der i dagens anledning var rullet op foran hospitalet. 1600 pølser serverede pølsemanden for medarbejdere og andre besøgende, der kiggede forbi.
 
 


Yderligere information
Lone Winther Jensen, cheflæge
T: 7842 0105 / 2330 0158

Jacob Pedersen, projektleder
T: 7842 0141  / 4015 8073


Fakta om akutmodtagelsen

  • Byggeriet forgår i tre faser, og første fase forventes færdig i 2014.
  • Den fuldt udbyggede akutmodtagelse vil samle modtagelsen af de akutte patienter ét sted. Herunder også skadestue og modtagelse af psykiatriske patienter.
  • Første fase indeholder bl.a. ambulancehal, undersøgelsesrum og andre modtagefaciliteter til medicinske og kirurgiske patienter samt 15 en-sengsstuer.
  • Akutmodtagelsen bliver forbundet med hospitalets operationsgang, og der bliver adgang til intensivafsnit og røntgenafdeling.
  • Byggeriet er på tre etager og første fase udvider hospitalet med over 5000 m2 og koster ca. 130 mio. kr.
  • I anden fase etableres skadestue og traumemodtagelse af svært tilskadekomne. Det sker med en fysisk forlængelse af de bygninger, der nu opføres.
  • Tredje fase udvider med akut sengeafsnit samt mulighed for et nyt intensivafsnit.
  • Planlægningen af den næste fase er i fuld gang, og regionsrådet forventes efter sommerferien at tage stilling til den videre finansiering af byggeriet.