Fra 4. september går vejen til den rigtige hjælp via egen læge, hvis man bliver syg eller kommer til skade. Det betyder, at vejen til hjælp nu er ens for alle borgere i Region Midtjylland.



Østjyderne har indtil nu selv kontaktet skadestuen. Men fra 4. september går vejen til den rigtige hjælp via egen læge, hvis man bliver syg eller kommer til skade. Med ændringen er vejen til hjælp ens for alle borgere i Region Midtjylland.

1-1-2 hjælper som altid ved alvorlig ulykke eller livstruende sygdom. Men fra tirsdag den 4. september sorterer både ondt i maven og en forstuvet ankel under egen læge - eller lægevagten, hvis lægen har lukket.

Samtidig med at de praktiserende læger bliver hoveddør til lægehjælp i Region Midtjylland, lukker den nuværende skadestuetelefon i Østjylland. Ændringerne er beskrevet i en folder, som midt i sidste uge landede i postkasserne overalt i Region Midtjylland.

Én indgang

- Vi vil gerne gøre det så enkelt for borgerne i hele Region Midtjylland som muligt, og på denne her måde er der – ud over 112 - kun én indgang til sundhedsvæsnet, nemlig den praktiserende læge. Også hvis man pludselig bliver syg eller kommer til skade, siger Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland.

Ordningen har i mange år fungeret godt i den vestlige del af Region Midtjylland. I Østjylland er den ny, men med erfaringer fra vest ser de praktiserende læger frem til opgaven.

- Det er os, der kender patienterne og deres sundhedstilstand allerbedst. Derfor er vi også gode til at vurdere, hvad der skal til i en given situation - også når det handler om noget akut, siger Bruno Melgaard Jensen, formand for de praktiserende læger i Region Midtjylland.

Lægen har tid

Lægerne har tid til at tage telefonen. Det er de praktiserende lægers formand ikke i tvivl om.

- I gennemsnit regner vi med at hver praktiserende læge får yderligere to eller tre ekstra opkald om akut skade hver uge, og det er altså ikke noget, der vælter en lægepraksis, beroliger Bruno Melgaard Jensen.

Erfaringer, ris og ros

Lægernes tilgængelighed bliver løbende fulgt af Region Midtjylland, som gerne hører om, hvordan borgerne oplever overgangen fra at kontakte skadestuer til praktiserende læger.

Regionen åbner derfor en særlig telefonlinje til ris og ros i forbindelse med omlægningen. Indtil den 31. oktober er telefonen åben på alle hverdage mellem kl. 9 – 15. Nummeret er 29 13 58 23. Reaktioner er også velkomne på erfaring@rm.dk  

Fakta

  • 1-1-2 fortsætter uændret
  • Haster det? Hverdage kl. 8–16: Ring til egen læge.
  • Uden for lægens åbningstid svarer lægevagten på 7011 3131.
  • Der er knap 900 praktiserende læger fordelt i Region Midtjylland.
  • Ordningen har i mange år fungeret i den vestlige del af regionen.
  • Ordningen er ny for borgerne i Aarhus, Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Odder, Horsens, Hedensted og Samsø kommuner. Her skal man som i resten af regionen fremover ringe til egen læge for at få hjælp.
  • Med ændringerne er der ens adgang til lægehjælp for alle borgere i Region Midtjylland.
  • Skadestuenummeret i Østjylland nedlægges fra 4. september
  • Turister og borgere, som ikke har adgang til egen læge, kan om dagen kontakte nærmeste praktiserende læge eller lægevagten. På hverdage kl. 8 – 16 er lægevagten bemandet med behandlersygeplejersker.

Læs mere om den nye vej til hjælp på regionens hjemmeside: