Regionshospitalet Randers modtager sammen med kunstner Michael Mørk Danske Malermestres farvepris for udsmykningen af en 100 m lang gang. Med prisen følger 150.000 kr.

Regionshospitalet Randers modtager sammen med kunstner Michael Mørk Danske Malermestres farvepris for udsmykningen af en 100 m lang gang. Med prisen følger 150.000 kr.

En 100 m lang gang på Regionshospitalet Randers har med billedkunstner Michael Mørk gennemgået en forvandling fra mørk tunnel til et kunstværk fuld af farver. Med den utraditionelle hospitalsudsmykning tildeler Danske Malermestre hospitalet foreningens årlige farvepris på 150.000 kr.

I begrundelsen for prisen udtaler dommerne:
”Udsmykningen giver de 2-3.000 personer, der dagligt bruger forbindelsesgangen, en oplevelse med lys, farver og former, som man ikke normalt forventer at finde i et hospital. Det er farvekomiteens opfattelse, at udsmykningen kan være en god inspiration for andre offentlige bygherrer.”

For Chefsygeplejerske Karin Valbæk er kunst med til at skabe et mere indbydende hospital for patienter, pårørende og medarbejdere.

”Vi er glade for farveprisen, og tager det som en anerkendelse af den utraditionelle udsmykning. Vi prøver på mange forskellige måder at gøre hospitalet til et indbydende miljø for både patienter og medarbejdere. Kunst er en af måderne. De fysiske rammer spiller uden tvivl en stor rolle for vores velbefindende, og her håber vi, at kunsten kan være en god oplevelse for både patienterne, der går en enkelt tur nedad gangen, og for medarbejderne, som benytter den flere gange om dagen”, siger chefsygeplejerske Karin Valbæk.

Statens Kunstfond har støttet udsmykningen med lidt under en halv million kr.

Farveprisen overrækkes den 19. maj kl. 12 ved hovedindgangen på Regionshospitalet Randers.


Yderligere information:
Karin Valbæk, Chefsygeplejerske
Tlf. 8910 2074 / 2146 9808 eller karivalb@rm.dk


Læs
mere om kunstner Michael Mørk på www.michaelmoerk.dk