17. april 2019

Sygehusmuseet på Regionhospitalet Randers byder alle interesserede indenfor til 25-års jubilæum den 27. april 2019.

Alle borgere er velkommen til at kigge forbi sygehusmuseet og opleve eller genopleve hospitalet fra 1950'erne og frem til i dag, når museet fejrer 25-års jubilæum lørdag den 27. april fra kl. 10-16.

Museet er landets største sygehusmuseum, og huser et væld af forskelligt udstyr, der blev brugt på hospitalet i 1950'erne og frem.

Kom med tilbage i tiden og se, hvordan hospitalets behandlinger og bygninger har udviklet sig gennem årene. Oplev 21 forskellige hospitalsafdelinger og se det udstyr, lægerne og sygeplejerskerne brugte i behandling af patienterne. Gå på opdagelse i lægens bibliotek, kig i medicinskabet og i gamle skrivelser. Få en snak med de frivillige på hospitalet om arbejdslivet på hospitalet i gamle dage.

Ole 2.jpg

Museumsmedarbejder Ole Prenby, tidligere portør på hospitalet, fremviser et af museets nyanskaffelser: et delskelet fra en fødende kvinde med babykranie.

- Vi håber, at rigtig mange har lyst til at komme forbi og opleve en del af vores historie, der udfolder sig her på museet. Vi glæder os til at vise frem for borgerne og fortælle om, hvordan museet har taget form i løbet af 25 år. Og så byder vi gerne på kaffe, siger Knud Larsen, museumsmedarbejder og tidligere håndværker i Teknisk Afdeling.

Museet blev i 1994 etableret i hospitalets ubenyttede 400 kvm. kælderrum, der var beregnet som nødhospital. I dag er samtlige kvadratmeter udnyttet takket være indsatsen fra de frivillige museumsmedarbejdere, der er tidligere ansatte på hospitalet. De har gennem årene samlet kasserede instrumenter, apparatur, bøger, undervisningsmaterialer mv. til udbygning af museet.

Arrangementet er gratis, og der vil være forfriskninger til gæsterne.

Sygehusmuseet er i kælderen ved Indgang A, Skovlyvej 15, 8930 Randers NØ.

For yderligere information, kontakt:

Museumsmedarbejderne på 7842 0000 eller mail: rcmuseum@hotmail.com