11. april 2018

Køkkenpersonale fra hele landet var i dag samlet på Regionshospitalet Randers til økologisk madkonference. Målet var at dele viden og inspirere professionelle køkkener til at omlægge til økologi og lave mere mad fra bunden.

Regionshospitalet Randers har arbejdet længe og målrettet mod at blive et næsten 100% økologisk køkken. Og i dag er hospitalet stadig det første og eneste hospital i Danmark, der har det Økologiske Spisemærke i Guld. Hospitalet vil dog ikke være det eneste. Derfor havde patientkøkkenets personale i dag inviteret 120 fagfolk fra landets kommuner, hospitalskøkkener, dagtilbud og uddannelsesinstitutioner indenfor til en dag, hvor omlægning til økologi og økologisk madlavning var på menuen.

Målet var at dele ud af viden og inspirere kolleger fra professionelle køkkener til at omlægge til økologi og til at lave mere mad fra bunden. For patientkøkkenet har god erfaring med, at mad lavet fra bunden skaber glæde og gavn hos patienterne.

Fantastisk at få mad lavet fra bunden
Det bekræfter 70-årige Helge Thomassen fra Grenaa, som i denne uge har været indlagt på Medicinsk Afdeling:

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at maden er lavet fra bunden. Når man nu har hørt, hvordan det nogle gange er i storkøkkener, og hvad mange af vores ældre får serveret, så er jeg da kisteglad for at få mad på den her måde.

- Og jeg synes, maden betyder utrolig meget under en indlæggelse. Når jeg nu har sådan en dag, hvor der ikke foregår ret meget andet end nogle undersøgelser, så har jeg måltiderne at se frem til. Det er lige fra morgenmåltidet, til det slutter af med kaffe og kage inden, vi går i seng. Måltiderne skaber faktisk også noget socialt her på stuen, for vi taler jo sammen om maden, fortæller Helge Thomassen.

God mad er også god patientbehandling
Og her rammer Helge Thomassen nogle afgørende årsager til, at patientkøkkenet i dag holdt madkonference. For maden har stor betydning for den samlede patientbehandling.

- Patienter er ofte småtspisende, fordi de er syge. Vi ser dog, at patienterne spiser mere, hvis de får serveret noget ordentligt, som både dufter godt og ser indbydende ud. Det medvirker til, at de hurtigere bliver raske, og det giver samlet set en bedre hospitalsoplevelse. Når vi nu har en mange gode erfaringer med at lave økologisk mad fra bunden, som vi ved, vores patienter er glade for, så vil vi rigtig gerne dele ud af de erfaringer. Nu krydser vi fingre for, at vi har inspireret vores deltagere i dag til at gå lidt mere i den retning, fortæller Mona Carøe Jensen, cheføkonoma på Regionshospitalet Randers.

Dagens 120 deltagere kom fra dagtilbud, hospitaler, kommuner og uddannelsesinstitutioner fra hele landet. De kunne høre oplæg fra cheføkonoma Mona Carøe, kostkonsulent Ulla Høegh, professor Jens Bruun, smagsforsker Ulla Kidmose og patientkøkkenets egen slagter Christian Grønne.

For yderligere information, kontakt:
Mona Carøe Jensen, cheføkonoma, tlf.: 2872 2642
Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.: 4079 2609