4. juni 2018

Akutafdelingen har igangsat et nyt initiativ, der skal
give de små og unge patienter en bedre oplevelse i skadestuen. Initiativet handler om at skabe en tryg relation før, under og efter behandlingen ved at sygeplejerskerne bl.a. fortæller historier, synger og uddeler tapperhedsdiplom
til patienterne. Og det bliver taget rigtig godt imod af børn og deres forældre.

Sygeplejerske Dorte Nedergaard Døssing i Akutafdelingen tager nogle gange de små patienter med på en fantasirejse, inden de får behandling i afdelingen. Fantasirejsen går derhen, hvor barnet ønsker – og har mulighed for at tale om. Formålet er at lære barnet at kende og skabe tryghed hos barnet, inden behandlingen sættes i gang.

- Børnene kommer ofte kede af det, og det kan samtidig være overvældende for de små at blive behandlet i skadestuen, et sted de ikke er vant til at komme. Derfor arbejder vi med at vende en trist omstændighed til en god oplevelse ved at opmuntre til at tænke og tale om det, de kan lide. Fx er fantasirejsen en måde vi vender tankerne hos barnet fra de triste til det behagelige og sjove, siger Dorthe Nedergaard Døssing.

 

Lille Willum får lattergas og kan samtidig følge med i sæbeboblepusteri.

Lommekort med forslag
Fantasirejsen er blot et af flere tiltag, som sygeplejerskerne i Akutafdelingen benytter sig af, når de skal skabe god kontakt til de unge patienter. Sygeplejerskerne synger også gerne med børnene, blæser med sæbebobler og spiller spil for at skabe en tryghed hos børnene inden og under behandling. Forældrene inddrages også, idet børnene ofte finder tryghed på skødet af dem eller at sidde tæt ved dem under besøget i skadestuen.

Dorthe Nedergaard Døssing har udarbejdet et lille lommekort med initiativerne.

- Vi kan se, at børnene bliver glade og afslappede, når vi bruger initiativerne fra lommekortet. Det handler ganske enkelt om at skabe en god kommunikation. Forældre har givet os gode tilbagemeldinger på vores nye og mere nærværende tilgang, og det er vi rigtig glade for, siger Dorthe Nedergaard Døssing.

Lommekortet bliver flittigt brugt af sygeplejerskerne i afdelingen. Det giver samtidig forslag til smertelindring for børnene som plan B.

Lattergas indført som smertelindring
Og et af de smertelindrinde tiltag er lattergas, som Akutafdelingen indførte i april måned udelukkende til behandling af små og unge patienter. Sygeplejerske og læge vurderer i de enkelte tilfælde, hvilke børn der har behov for lattergas som smertelindring i forbindelse med den akutte behandling.

Børnene får mulighed for selv at vælge enten en chokolade- eller jorbærduft i lattergassen. Udvælgelsen sker sammen med sygeplejerskerne, hvor der også er mulighed for at tale med børnene om, hvorfor de vælger den pågældende duft.

 

Lille Willum får 1. pladsen i tapperhed. Diplomet overrækkes af sygeplejersker Dorthe Nedergaard Døssing.

Børnene får tapperhedsdiplom
Efter behandlingen i skadestuen uddeler sygeplejerskerne et tapperhedsdiplom til børnene.

- Det har vi gjort i et stykke tid nu, og vi kan se, at de bliver rigtig glade for det. Hvis vi kan giver vi også en lille hæklet mus eller bamse, som de kan få med hjem. Det giver glæde, og vi får dem sendt af sted med et smil, fortæller Dorthe Nedergaard Døssing.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Bente Fogh, oversygeplejersker i Akutafdelingen, tlf.: 2218 8724
Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.: 4079 2609