22. september forsvarer Martin Christensen sin ph.d. med titlen: Svangerskabsforgiftning og markører for kardiovaskulær risiko efter svangerskabsforgiftning.

3-5 % af alle graviditeter kompliceres af svangerskabsforgiftning, som på verdensplan er en af de primære årsager til fødselsrelateret sygdom og død. Svangerskabsforgiftning er også forbundet med øget risiko for hjerte-kar-sygdom (CVD) senere i livet. Sammenhængen mellem svangerskabsforgiftning og CVD er imidlertid kun delvist forstået. Det betyder, at opfølgning og forebyggelse af CVD efter svangerskabsforgiftning ikke sker systematisk.

Generelt sigtede Martins ph.d. mod at undersøge, hvordan den øgede risiko for CVD efter svangerskabsforgiftning kom til udtryk senere i livet. Det er nu blevet undersøgt i tre delprojekter. I to kliniske forskningsprojekter blev det undersøgt, om den øgede risiko for CVD kunne påvises allerede 10-15 år efter fødslen. Og i et grundforskningsprojekt blev det undersøgt, om serum fra kvinder med svangerskabsforgiftning påvirker intracellulær signalering i blodkars-celler anderledes end serum fra raske kvinder.

Resultaterne er sammenfattet i Martin Christensens ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet, Health. Martin har under hele ph.d´en været ansat ved Forskningsenheden på Regionshospitalet Randers.

Glæder sig til at diskutere sin forskning

Martin Christensen startede på sin ph.d. i 2013 og glæder sig nu til forsvaret og en god diskussion af arbejdet:

"Det ser jeg meget frem til. Det bliver en god dag, hvor jeg får lov at diskutere min forskning med nogle af de dygtigste på området, siger han.

Forsvaret af ph.d.-projektet er offentligt, og finder sted den 22. september kl. 14:00 i Eduard Biermann auditoriet, Aarhus Universitet, Bartholins Allé 3, 8000 Aarhus C.
Titlen på projektet er ”Svangerskabsforgiftning og markører for kardiovaskulær risiko efter svangerskabsforgiftning”.