Om klinikken

Sygdomme vi behandler

Vi undersøger og behandler dig, hvis du har en sygdom i dine øjne. 

Behandlinger og operationer vi laver:

  • Operation for grå stær
  • Laserbehandling af efterstær
  • Operationer på øjenlåg

Vi udfører ca. 2500 operationer for grå stær om året, og vi behandler ca. 100 patienter med øjenlågsproblematikker.

Derudover laver vi også kontrol af patienter, som er tilknyttet andre afdelinger. Det kan være både planlagte og akutte patienter.

Faggrupper du møder

Når du kommer i klinikken, møder du forskellige faggrupper. Det er typisk øjenlæger, afdelingslæger og sygeplejersker. Du kan derudover møde sygepleje- og optikerstuderende samt elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse.

Før du kommer

Bliv henvist

For at du kan komme ind til undersøgelse hos os, skal du have en henvisning.

De fleste af vores patienter bliver henvist af en privatpraktiserende øjenlæge.

Læs mere om henvisning

Læs dit indkaldelsesbrev

Når du er blevet henvist, indkalder vi dig til en forundersøgelse. Du modtager indkaldelsesbrevet som Digital Post eller som almindeligt brev, hvis du er fritaget for Digital Post.

I brevet finder du information om:

  • Hvor og hvornår du skal møde op
  • Hvad der skal ske til forundersøgelsen
  • Hvad du skal gøre, hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftalte tid
  • Hvad du eventuelt skal gøre hjemmefra

Læs mere om indkaldelse

Forbered dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig og læser den information, du får i dit indkaldelsesbrev. Husk at læse alle vejledninger og bilag.

Inden du kommer, skal du:

  • Overveje, om du er indstillet på evt. at skulle opereres
  • Arrangere hjemtransport, da du ikke selv må køre hjem fra forundersøgelsen
  • Udfylde og indsende spørgeskemaet, som du har modtaget sammen med dit indkaldelsesbrev
  • Være opmærksom på at medbringe lidt mad, hvis du har diabetes
  • Tage evt. kontaktlinser ud 3 dage før, du skal til undersøgelse for grå stær*
  • Evt. skrive spørgsmål ned, så du husker at spørge om det, der er vigtigt for dig

Find eksempler på gode spørgsmål på Godtduspoer.dk

Du må gerne tage en pårørende med til forundersøgelsen. Som udgangspunkt er pårørende ikke med på operationsstuen. I særlige tilfælde kan det dog være en mulighed.

*Du skal tage dine kontaktlinser ud 3 hele dage før forundersøgelsen for grå stær, da de opmålinger, vi laver ved forundersøgelsen, skal afgøre, hvilken linse du får indsat i øjet under operationen. En kontaktlinse kan ændre formen på hornhinden, og målingerne kan være usikre, hvis kontaktlinsen ikke har været ude af øjet tilstrækkeligt længe.

Dit besøg

Når du ankommer

Skan dit sundhedskort ved ankomststanderen, der står ved indgangen til klinikken. Du finder venteområdet længere nede ad gangen på højre hånd.

Tag plads i venteområdet. Der er mulighed for at tage et glas vand i vandautomaten, mens du venter.

Hold øje med ankomstskærmen i venteområdet og gå til det angivne rum, når dit nummer dukker op på skærmen.

Ventetid

Du kan opleve ventetid. Vi prøver så vidt muligt at overholde din aftalte tid, men der kan opstå situationer, som kan give ventetid. Medbring derfor gerne noget læsestof, håndarbejde eller anden underholdning.

Vær opmærksom på, at patienterne ikke altid bliver kaldt i den rækkefølge, som de ankommer i. Hvornår det er din tur, afhænger af forskellige ting. Det kommer bl.a. an på hvilket personale du skal undersøges eller behandles af. Der kan også komme akutte patienter, der har brug for at blive set før dig.

Du kan henvende dig til personalet i klinikken, hvis du har spørgsmål til din ventetid.

Dit første besøg

Du kommer ind til en forundersøgelse hos en øjenlæge. 

Til forundersøgelsen vil vi:

  • Undersøge dig
  • Tale om de symptomer, du oplever
  • Aftale, om du evt. skal opereres
  • Fortælle dig, hvilken kontaktlæge du får tilknyttet

Forundersøgelsen tager typisk 45 minutter.

Din behandling

Behandlinger vi tilbyder

Afhængigt af hvilken øjensygdom, du har, tilbyder vi dig forskellige behandlinger:

Hvis der er forskellige muligheder for behandling, drøfter vi fordele og ulemper med dig. 

Du bliver henvist til en anden afdeling eller et andet hospital, hvis du får konstateret en sygdom, som vi ikke behandler i klinikken.

Operation af begge øjne

Hvis du skal opereres på begge øjne, planlægger vi dit forløb, så du skal på hospitalet færrest mulige gange.

Det betyder, at vi opererer det ene øje først. Når du skal til kontrol efter operationen, opererer vi ved samme lejlighed det andet øje. Der kan dog være særlige situationer, hvor du skal komme en ekstra gang. Det kan f.eks. være, hvis du i forvejen har en anden øjensygdom, som vi skal være opmærksomme på.

Efter operation

Du får behov for ekstra hjælp fra pårørende eller hjemmesygeplejerske i tiden efter din operation. Derfor er det vigtigt, at du læser den vejledning, som du får, inden du møder til din operation.

Se alle Øjenklinikkens vejledninger

Afslutning af dit forløb

Du er tilknyttet Øjenklinikken, så længe vi vurderer, at det er nødvendigt i forhold til din behandling.

Hvis du er blevet opereret hos os, bliver dit forløb som udgangspunkt afsluttet efter kontrolbesøgene. Hvis du derefter oplever problemer eller har spørgsmål, skal du kontakte din praktiserende øjenlæge.

På sundhed.dk kan du læse din digitale journal. Her finder du information om dit forløb hos os, og de aftaler vi har lavet. 

Netværk og støtte

Få råd og vejledning om at være patient og pårørende i forskellige foreninger og netværk:

Til pårørende

Du er velkommen til at deltage i samtaler og undersøgelser, hvis du og patienten ønsker det.

Du kan som pårørende hjælpe med at:

  • høre, hvad der bliver sagt under samtalen
  • stille spørgsmål
  • hjælpe med at forberede spørgsmål hjemmefra
  • fortælle, hvilke symptomer du har lagt mærke til, og hvordan du oplever, at de påvirker patienten i hverdagen

Praktisk på hospitalet

Nedenfor finder du en række praktiske informationer om Regionshospitalet Randers. Du kan finde flere emner og mere uddybende informationer om emnerne på siden Praktisk information.

Kontakt

Telefon

Afbud, ændring af tid og spørgsmål til behandling

Sekretær: tlf. 78 42 20 40

Telefontid: Hverdage kl. 8.30-12

Sekretæren kan ikke svare på alle spørgsmål om din behandling, men kan tage imod din henvendelse og lægge en besked til øjensygeplejersken eller øjenlægen.

Akut hjælp uden for klinikkens åbningstid

Hvis du bor i Region Midtjylland

Kontakt Aarhus Universitetshospital på tlf. 78 45 46 00. Bed om at tale med vagthavende på Øjensygdomme.

Hvis du bor i Region Nordjylland

Kontakt Aalborg Universitetshospital på tlf. 97 66 00 00. Bed om at tale med vagthavende på Øjenafdelingen.

Kontakt oversygeplejersken

Heidi Bach Jakobsen

Kontakt Heidi, hvis du har ros, ris eller forslag til forbedringer. Skriv gerne mail via borger.dk.

Adresse og mail

Adresse

Øjenklinikken
Regionshospitalet Randers 
Østervangsvej 54 
8930 Randers NØ

Find klinikken

Brug indgang C og gå til C7.

Hvis du parkerer i p-huset, kan du også bruge indgang A. Følg skiltene mod C, indtil du når C-området. Gå derefter til C7.

Se placering på hospitalets webkort

Mail

Skriv en sikker mail til os (hav dit MitID klar):

Send mail via borger.dk