Du kan læse om:

 

Hvad er en graviditet uden for livmoderen?

Man kalder det en graviditet uden for livmoderen (ekstrauterin graviditet), når det befrugtede æg sætter sig fast i æggelederen eller i sjældne tilfælde et sted i bughulen.

>> Tilbage til top

Behandlingsmuligheder

Der er tre forskellige behandlingsmuligheder, hvis du er gravid uden for livmoderen:

  1. Graviditeten forsvinder af sig selv
  2. Operation
  3. Medicinsk behandling
>> Tilbage til top
 

Mulighed 1: Graviditeten forsvinder af sig selv

Hvis mængden af graviditetshormon i blodet falder gradvist, kan du nøjes med at få taget blodprøver med nogle dages mellemrum.

Det er vigtigt, at du bliver ved med at få taget blodprøver, til vi er sikre på, at graviditeten er gået til grunde.

Mens du er i blodprøvekontrol, skal du være opmærksom på, om du får smerter i underlivet.

Hvis du får smerter, skal du kontakte os med det samme, uanset hvornår på døgnet det er. 

Kontakt:

Alle hverdage kl. 8.00 - 15.00
Klinik for Kvindesygdomme og Graviditet
 78 42 32 37 

Uden for klinikkens åbningstider skal du ringe til
Kvindesygdomme og Barsel Sengeafsnit
Telefonnummer 78 42 10 40

>> Tilbage til top

Mulighed 2: Operation

Operationstyper

Operationen foregår i fuld bedøvelse. I mange tilfælde kan det gøres ved kikkertoperation.

Hvis operationen kan gennemføres som kikkertoperation, lægges et eller flere små snit nedadtil i bugvæggen.

Igennem de små snit indføres operationsinstrumenter, og graviditeten kan fjernes gennem et af hullerne.

I sjældne tilfælde er det nødvendigt at operere gennem et større snit i bugvæggen, et såkaldt bikinisnit (et cirka 10 centimeter langt snit på tværs lige over skambenet).

>> Tilbage til top

Skal æggelederen fjernes?

I nogle situationer kan man bevare æggelederen og nøjes med at fjerne graviditeten, men i andre tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne hele æggelederen.

Om æggelederen skal fjernes eller ej afhænger af, hvor meget æggelederen er beskadiget, og hvordan den anden æggeleder ser ud.

I de overvejelser betyder det selvfølgelig også noget, om du ønsker at blive gravid igen. Det spørgsmål diskuterer vi med dig før operationen.

>> Tilbage til top

Komplikationer ved at blive opereret

En operation gennem bugvæggen medfører altid en vis risiko for sårinfektion, som må behandles med antibiotika eller i sjældne tilfælde spaltning af såret.

Enkelte må opereres igen på grund af blødninger, og ganske få får skader på blære, urinleder eller tarm.

Det kan være nødvendigt at give blodtransfusion – det sker oftest, hvis du bløder før operationen.

Hvis vi ikke har fjernet æggelederen, men kun graviditeten, kan der i tiden efter operationen vise sig at være resterende graviditetsvæv i æggelederen.

Det er derfor nødvendigt, at du får taget blodprøver af graviditetshormonet HCG i en periode efter operationen.

>> Tilbage til top

Efter operationen

Efter en kikkertoperation: Hvis du har fået foretaget kikkertoperation, kan du udskrives efter 1 - 2 dage. Du skal eventuelt sygemeldes i nogle dage. De små snit i bugvæggen er syet med tråd, der opløser sig selv.

Du kan have en let blødning fra skeden i 1 - 2 uger, og det er bedst at undgå samleje og karbad i den periode.

Du må løfte så meget som du kan. De fleste vil få menstruation 4 - 6 uger efter operationen.

I de første dage efter operationen kan du have trykkende smerter i maven og måske i skulderen. Du kan tage smertestillende håndkøbsmedicin, for eksempel Paracetamol.

Hvis du får stærke smerter skal du kontakte klinikken.
 
Uden for klinikkens åbningstid skal du kontakte
Kvindesygdomme og Barsel Sengeafsnit
Telefonnummer 78 42 10 40

Efter en operation med et større snit (bikinisnit) i bugvæggen: Du skal regne med at være indlagt i nogle dage og være sygemeldt i 1 - 2 uger. Du skal undgå tunge løft og samleje i samme tidsrum.

>> Tilbage til top

Mulighed 3: Medicinsk behandling

I særlige tilfælde kan en medicinsk behandling komme på tale.

Den medicinske behandling består i, at du får en indsprøjtning med et celledræbende stof (Methotrexat), som får graviditeten til at forsvinde.

Stoffet Methotrexat bruger vi i en lav dosis, der ikke giver bivirkninger.

>> Tilbage til top

Hvordan skal jeg forholde mig i næste graviditet?

Vi anbefaler normalt, at du venter til, du har haft en normal menstruation, før du forsøger at blive gravid igen. 


>> Tilbage til top

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan blive gravid igen?

De fleste kvinder, der er opereret for graviditet uden for livmoderen, kan blive gravide på helt normal vis på et senere tidspunkt.

Hvis du ikke har mindst én brugbar æggeleder efter indgrebet, vil din eneste mulighed for at blive gravid være IVF (dvs. reagensglasbehandling), og du kan blive optaget på venteliste til IVF-behandling.

>> Tilbage til top 

Kontaktinformation

Klinik for Kvindesygdomme og Graviditet
Regionshospitalet Randers
Østervangsvej 54, indgang C eller A - gå til C3
8930 Randers NØ             Fax: 78 42 43 40

  78 42 10 69                Telefontiden er mandag - fredag fra kl. 8.00-11.30



 Find vej og oversigtskort
 Parkering på hospitalet
 Find os via Rejseplanen



Link til at se din journal fra sygehuset på sundhed.dk