Nedsynkning af livmoder, blære eller endetarm
Nedsynkning eller fremfald af blære, livmoder eller endetarm forekommer meget hyppigt, især hos ældre.
Dine gener kan være tyngdefornemmelse eller fremfald i eller uden for skedeåbningen. Det er karakteristisk, at tyngdefornemmelsen eller fremfaldet svinder i liggende stilling.
Ved nedsynkning af blære kan der være problemer med at tømme blæren, ligesom der kan være hyppig og forstærket vandladningstrang. Ved større nedsynkning af endetarmen kan der være problemer med at komme af med afføring.
Hvis du har mistanke om nedsynkning, skal du henvende dig hos din praktiserende læge. Din læge vil, foruden en samtale, foretage en gynækologisk undersøgelse. På basis af denne kan din læge henvise dig til Gynækologisk ambulatorium i Randers eller Grenaa.
Ved den gynækologiske undersøgelse vil gynækologen, baseret på dine gener og en ny gynækologisk undersøgelse, foreslå en eventuel behandling. Behandlingen vil ofte være en operation. Denne foregår gennem skeden og oftest i rygmarvsbedøvelse.
Hvis der kun er tale om let nedsynkning, kan behandlingen bestå af træning af bækkenbundsmuskulaturen, bistået af en fysioterapeut.
En tredje behandling kan være at oplægge en ring, som holder blæren. Dette kan være en god idé, hvis der er andre forhold som gør, at man gerne vil undgå en operation.











