Forskningsstrategi
Afdeling for Folkeundersøgelser (AF) er en ny og spirende forskningsafdeling, som blandt andet har potentiale i kraft af netværk til andre relevante forskere og forskningsinstitutioner samt et datamateriale og en organisering, der på mange måder er unik.For at fortsætte etableringen af afdelingen som en egentlig forskningsafdeling i Region Midtjylland, opererer AF med fem fokuspunkter:
1) Et positivt og udbytterigt dagligt forskningsmiljø
Afdelingen arbejder på at sikre et godt forsknings- og læringsmiljø for Ph.d.-studerende og yngre forskere. Det gør vi ved at stræbe efter at stille gode og relevante arbejdsfaciliteter til rådighed og sikre tilstrækkelig mulighed for videnskabelig sparring – fx ved vejledermøder, forskningsfaglige eftermiddage og ved at seniormedarbejdere ofte er til stede i dagligdagen. AF satser desuden på et engagement i lokale forskningssamarbejder på Regionshospitalet Randers, hvilket kan medvirke til, at den nødvendige kritiske masse for et velfungerende aktivt lokalt forskningsmiljø kan opretholdes over tid.
2) Samarbejde med andre forskningsinstitutioner
Det vil blive vægtet at afdelingens forskningsprojekter er samarbejdsprojekter med veletablerede og forskningstunge enheder – både lokale, nationale og internationale. Samarbejdsrelationer med veletablerede forskningsinstitutioner er med til at sikre, at der sker mest muligt forskning med udgangspunkt i AF’s kerneområder til gavn for borgere og patienter.
3) Tværfagligt samarbejde
Mange problemstillinger kan belyses ud fra forskellige videnskabelige tilgange og AF ønsker at udnytte samspillet mellem fx sundhedsvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske videnskabelige metoder, når det er relevant. På den baggrund inddrages personale og studerende med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, og der indgås forskningssamarbejder med afdelinger og enkeltpersoner, der har andre kompetencer, end vi kan præstere i AF.
4) Synlighed
AF prioriterer synlighed om forskningsaktiviteter i forhold til den øvrige del af Regionshospitalet Randers, samarbejdspartnere (både forsknings- og driftssamarbejdspartnere) og befolkningen. Dette gøres ved åbenhed om igangværende projekter på afdelingens hjemmeside, ved fokus på at videnskab skal publiceres i videnskabelige tidsskrifter, ved pressemeddelelser og ved en generel åbenhed om afdelingens virke.
5) Sammenhæng mellem forskningsprojekter og daglig drift
Afdelingen ønsker at der i mange af afdelingens projekter er en tæt relation mellem drift og forskning. Sammenhængen sikres bl.a. ved at give rum til undren og spørgsmål fra alle ansatte, ved at engagere de fleste personaler i større eller mindre dele af enkelte forsknings- og udviklingsprojekter og ved at vægte at resultater af projekterne får konsekvens for afdelingens dagligdag, når det er relevant.











