Den elektroniske patientjournal (EPJ)

Sundheds-IT understøtter det sundhedsfaglige personale på Regionshospitalet Randers i anvendelsen af en elektronisk patientjournal (EPJ). Midt-EPJ er pr. 7. april 2010 udrullet på alle afdelinger. Man arbejde nu med at tilrette systemet, så det imødekommer den kliniske hverdag. Når Midt-EPJ er færdigudviklet, vil den helt afløse de hidtidige papirbaserede patientjournaler.
Med Midt-EPJ er alle relevante oplysninger om patienten nemt tilgængelige for det sundhedsfaglige personale, som er direkte involveret i patientens sygdomsudredning, behandling og plejeforløb på hospitalet.
Midt-EPJ indeholder i dag:
- Medicinmodul
- Bookingmodul
- Rekvisitions- og svarmodul
- Klinisk proces
- Patient administrativt system (PAS)
Det sundhedsfaglige personale anvender medicinmodulet til at styre medicinering af patienterne. Herfra udvælger og ordinerer lægen medicin, og plejepersonalet dokumenterer deres udlevering af medicin til patienterne. Elektroniske recepter kan sendes direkte til apotekerne.
Bookingmodulet er et redskab til effektiv planlægning af afdelingernes ressourcer i sengeafsnit, ambulatorier og operationsafsnit.
Rekvisitions- og svarmodulet bruges til at håndtere bestillinger af og svar på analyser af f.eks. blod og urin. Når prøvesvarene er klar, præsenteres de samme med patientens tidligere resultater indenfor en brugerdefineret periode.
Klinisk proces anvendes til at dokumentere notatet, målinger, optegnelser osv. Oplysninger kan fremfindes ved brug af funktionen "læs journal" og "overblik", der er tilpasset de enkelte afsnit og personalegrupper.
Det patientadministrative system har erstattet Grønt system (GS). PAS håndterer patientdata som indlæggelse, udskrivning, ambulante besøg etc. og danner dermed grundlaget for indberetninger til centrale registre og for opstillinger af hospitalets produktionsstatestik.
Formålet med at anvende Midt-EPJ er blandt andet at øge kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser. Når alle relevante oplysninger altid er tilgængelige for det relevante personale, giver det et bedre grundlag for beslutninger og dermed et bedre patientforløb og bedre patientsikkerhed.











